Kaffe serveringer

LIDT KAFFEUDTRYK OG HVAD DE BETYDER:

CAPPUCCINO
1 espresso i en ca. 15 cl. stor kop + varm mælk og mælkeskum med evt. et lille chokodrys på toppen.

EN STOR CAPPUCCINO
Til en stor cappuccino skal der anvendes 2 skud espresso fra møllen til det dobbelte bryghåndtag. Ellers som ovenfor, blot skal den serveres i en større kop, magen til den der serveres cafe-au-lait i, altså 25-30 cl.

CAFE LATTE
1 – 2 skud espresso i et ca. 25- 35 cl. højt glas + varm mælk.

CAFE AU LAIT
1 espresso i en ca. 25-28 cl. stor kop + varm mælk.

ESPRESSO
En espresso er brygget under et tryk på ca. 9 bar med en udløbstemperatur på 84-86 gr. C. Det tager ca. 25 sekunder at brygge en kop espresso. Server ca. 6 cl. i en ca. 9 cl. stor espressokop. En espressokop skal være lille og tyk da den skal være god til at holde på varmen af den forholdsmæssig lille mængde kaffe. En korrekt fremstillet espresso er hele basen for alle de andre espresso-baserede drikke.

RISTRETTO
En lille (koncentreret) espresso. Ca. 3 – 4 cl. i en 9 cl. espressokop.

ESPRESSO DOPPIO
En dobbelt espresso. Server ca. 12 cl. i en cappuccinokop
på 15 cl.

CAPPUCCINO VANILLA/HAZZELNUT/CARAMEL ETC
En cappuccino iblandet en sirup efter ønske. Beregn ca. 3-5 cl. sirup til en kop cappuccino på 15 – 25 cl.

NOISETTE
En kop espresso med et lille dryp varm mælk, så den får en nøddeagtig farve.

MACCHIATO
Det samme som det franske Noisette, blot på italiensk. En espresso med en lille smule varm mælk.

ESPESSO CON LATTE
Espresso med lidt varm mælk. Mere mælk end til en Noisette.

CAFE CORRETTO / ESPRESSO CORRETTO
Kaffe med spiritus / espresso med spiritus.

CAFE CREME
Ikke at forveksle med kaffe med fløde. Dette er en afart espresso. Det er brygget på espressobønner, blot malet på en anden mølle, der maler grovere og brygget ved lavere temperatur end en sædvanlig espresso. Dette kan man kun servere fra de espressomaskiner, hvor det er muligt at indstille temperaturen forskelligt på hver enkelt bryggruppe.

Spørg os om det er muligt på Deres maskinel at servere dette.
En Cafe Creme smager som en krydret kop kaffe, som en mellemting mellem en kop espresso og en almindelig kop kaffe, blot mere fyldig og aromatisk.

ESPRESSO FREDO
En kop espresso blendes med knuste isterninger. Serveres i et lille elegant glas.

ANDRE KAFFEPRODUKTER:

EN KOP KAFFE
Den gode gamle danske kaffetradition. Alt lige fra Madam Blå, til moderne kolbebryg. Går nok aldrig af mode.

ISKAFFE
Blend en portion isterninger der passer til størrelsen på glasset evt. 31 cl, og hæld et – eller et dobbeltskud espresso over de knuste isterninger. Kan sødes efter behov med sirup. Espressoen kan også sødes med rørsukker inden den hældes over de knuste isterninger.

Kan også fremstilles ved at en portion espresso, (single eller dobbelt) og isterninger blendes sammen. Når det har en fin konsistens a’ la slush ice, blender man lidt kold mælk i til sidst, for at få iskaffen lidt skummende.

Endelig er der luksus variationen med flødeis og et dobbeltskud espresso, der blendes hurtigt sammen, og hældes op i et latteglas. Serveres med sugerør.

STEMPELKAFFE
Fra Frankrig har vi lært denne geniale metode til fremstilling af en kop sort kaffe.

Den bedste løsning til en kop kaffe, idet der kun brygges det der skal drikkes, vandet kommer helt op at koge, og får lov til at køle ned til lige under kogepunktet ( ca. 92-96 grader C.) før det hældes over de groft malede kaffebønner. Skub stemplet let ned til der er modstand, og lad kaffen trække ca. 3-4 minutter inden stemplet langsomt trykkes i bund, og kaffen er klar til servering.